I Shakespears Kong Lear siger jarlen af Gloster: »Den tid er ond, når gale leder blinde«. Det er fristende at overføre dette på, hvad der lige nu udspiller sig i USA og følger af det accelererende sammenbrud i den moderne verdensorden.
Den første, vi udpeger, når vi skal finde en skyldig – ’den gale’ leder – er Donald Trump, der ofte omtales som narcissist, hvor vi samtidig lægger stor moralsk afstand til ham. Hans ageren søges implicit eller eksplicit ’forklaret’ med henvisning til, at han skulle have en alvorlig og behandlingskrævende narcissistisk personlighedsforstyrrelse.
Mennesker med denne lidelse kan have grandiose forestillinger om egne evner og præstationer, signalere at de er helt specielle og meget betydningsfulde personer og derfor har ret til særbehandling, ikke behøver følge normale normer og regler og kan forvente, at andre vedvarende viser stor interesse for og beundrer dem.
Alt sammen åbenlyst ude af trit med virkeligheden. Oplever de, at andre overser dem, ikke anerkender deres betydningsfuldhed eller kritiserer dem, kan de blive narcissistisk krænket og overvældet af narcissistisk raseri.
Deres følelsesmæssige empati med andre er skadet og præget af et bemærkelsesværdigt fravær af interesser for eget og andres indrepsykiske liv. De lytter sjældent til andre, kan fremstå arrogante og udnytte andre i forsøg på at få tilfredsstillet egne behov.
Bag denne – nogle vil nok sige mindre sympatiske – facade gemmer sig ofte et meget sårbart og følelsesmæssigt skadet menneske, der forsøger at holde sammen på sig selv med sine grandiose forestillinger og arrogante adfærd. Bag en tilsyneladende overdreven selvkærlighed og selvovervurdering findes ofte stor usikkerhed omkring egen værdi som menneske og skamfulde mindreværdsfølelser, der er så smertefulde, at de for alt i verden må holdes borte fra bevidstheden og ikke blive afsløret.
En række fagfolk i USA har argumenteret for, at Trump skulle have en narcissistisk personlighedsforstyrrelse – med henvisning til, at han med sin ageren i offentligheden skulle opfylde alle diagnostiske kriterier for denne lidelse.
Der er imidlertid flere alvorlige problemer forbundet med en sådan påstand. Dels bør man aldrig stille en psykiatrisk diagnose uden indgående samtaler med den berørte person og har man haft sådanne samtaler, er de belagt med tavshedspligt.
Dels er der intet som tyder på, at Trump – der nu er blevet valgt til USA’s præsident to gange – faktisk skulle opfylde et af de centrale kriterier for en alvorligere personlighedsforstyrrelse: At personens funktionsniveau skal være klart nedsat.
Herudover er det problematisk på denne måde at individualisere, hvad der ret åbenlyst også kan ses som tendenser til toksisk narcissisme i det amerikanske samfund, ved ensidigt at henføre disse til Trumps rent individuelle psykologi – tendenser som har eksisteret længe før Trump blev præsident og med sikkerhed også vil eksistere efter Trump.
Man kan så argumentere for, at elementer af toksisk narcissisme i den amerikanske kultur kan have været medvirkende til Trumps valgsejre, ligesom han og hans administration, inklusive bl.a. Musk og Vance, i deres ageren kan siges at inkarnere, forstærke og se ud til at udnytte elementer af narcissistiske processer i deres politiske mobilisering af dele af den amerikanske befolkning.
Gruppeanalytisk vil problematiske træk ved en politisk ledelse ofte kunne ses som symptomer på psykologiske processer og dysfunktioner i samfundet, hvorfor de egentlige årsager til enkelte lederes problematiske adfærd altså (også) skal søges andre steder end i disse lederes individuelle psykologi. Dette er noget ganske andet end at hævde, at man skulle have det nødvendige faglige grundlag for at tale om narcissistisk personlighedspatologi hos Trump eller andre i hans administration.
Generelt bør vi helt afholde os fra at stille psykiatriske diagnoser og sygeliggøre ledere baseret på deres ageren i offentligheden – uagtet at ledere i nogle tilfælde selvsagt kan være psykisk forstyrrede.
Med det sagt kan det alligevel være frugtbart at benytte det mere almene ikke-patologiserende narcissismebegrebet som afsæt til at tænke tanker om, hvordan vi kan forstå Trumpadministrationens bemærkelsesværdige adfærd, der indtil videre på lange stræk synes overordentligt destruktiv for USA og ikke mindst for store dele af resten af verden.
Begrebet narcissisme henviser langtfra kun til en alvorlig personlighedsforstyrrelse. Vi rummer alle elementer af narcissisme, der ved højere niveauer kan blive toksisk og destruktiv, både for en selv og ikke mindst for andre.
Som et mere alment psykologisk fænomen henviser narcissisme til psykologiske processer i enkeltindivider og grupper, der kan vise sig både ved et sårbart selvværd og selvovervurderende forestillinger om egen betydningsfuldhed. Ved uhensigtsmæssig narcissisme er selvbillede og selvværd mere ude af trit med virkeligheden. Hertil kommer problemer med at finde den rette balance imellem dominans og underkastelse i relationer til andre, tilbøjelighed til at være styret af egne umiddelbare behov for andres opmærksomhed, beundring eller meget eksplicitte anerkendelse og manglende evne til at håndtere kritik.
Drevet af en let antændelig misundelse og forurettelse kan toksisk grandios narcissisme gøre det svært at være i relationer til ligeværdige partnere og skabe en ubændig trang til at dominere enhver relation – hvilket over tid kan medføre eskalerende konflikter i grupper præget af toksisk narcissistiske processer.
Alle relationer opfattes som centreret omkring indbyrdes konkurrence og udpegning af vindere/tabere, imens tillid til andre ses som udtryk for farlig naivitet, der gør en sårbar for at blive udnyttet. Man må for alt i verden ikke vise tegn på sårbarhed og svaghed, men udstråle styrke, aggressiv handlekraft, selvtilstrækkelighed og fornægte ethvert dybere behov for andre.
Narcissistiske kriser og psykologiske processer kan vise sig ved stor krænkbarhed eller udtalt forfængelighed og tilbøjelighed til at blive stærkt forurettet og rasende, hvis andre siger en imod eller sætter spørgsmålstegn ved ens opfattelse af virkeligheden. I dette selvtilstrækkelige univers anerkendes ingen ydre autoriteter eller instanser som legitime.
Det er umuligt at håndtere kritik på en afbalanceret måde. Enhver form for kritik mødes med aggressive udfald imod eller intimiderende foragt for kritikere. Læseren kan jo selv vurdere i hvor høj grad denne beskrivelse af udvalgte toksisk narcissistiske processer matcher elementer i USA og Trumpadministrationens aktuelle adfærd. En psykologisk forståelse af narcissistiske fænomener og processer kan hjælpe os til en dybere forståelse af både visse enkeltindivider, sociale grupper og hele samfunds ageren. Med afsæt i en psykologisk forståelse af narcissistiske processer kan vi gøre dele af Trumpadministrationens tilsyneladende uforudsigelige adfærd lidt mindre uforudsigelig og mere forståelig.
Problematiske narcissistiske processer kan blive særligt udtalt og problematisk, hvis man af forskellige grunde er under pres eller føler sig udsat.
I de seneste årtier har USA som nation desværre været udfordret på flere områder. Positionen som eneste og ubestridelig verdensmagt er i bedste fald stærkt truet, hvilket kan ses som en national narcissistisk krise.
Indadtil er nationen truet af ødelæggende polarisering drevet af massiv ulighed, kulturel diversitet og en markant uddannelseskløft, hvor store befolkningsgrupper føler sig udsat og overset. De føler, at deres identitet, livsform og sociale status er truet, hvilket i dele af befolkningen kan opleves som en skamfuld narcissistisk krænkelse og give anledning til det narcissistiske raseri, som Trump bevidst eller ubevidst har en helt enestående evne til at inkarnere, forstærke og bruge.
Ser vi lidt nærmere på Trumpadministrationens adfærd for rullende kameraer kan centrale elementer af denne ses som udtryk for narcissismerelaterede psykologiske processer.
Anerkendelse af egne fejl og nederlag er uforenelige med et storladent selvbillede og følsomhed for kritik. Trump og hans mest loyale tilhængeres manglende anerkendelse af hans valgnederlag i 2020 kan ses i sammenhæng med dette.
USA’s aktuelle ageren i forhold til internationale konventioner, normer og regler for anstændig ageren vidner om et grandiost selvbillede, hvor disse ikke gælder for USA og man alene kraft af sin særegne status (amerikanske exceptionalisme) – og overbevisning om at være blevet snydt – har ret til særbehandling.
Ligesom Trumpadministrationen øjensynligt føler sig i sin gode ret til at ophæve normale retsstatsprincipper og magtens tredeling, eksempelvis udtrykt ved massiv foragt for og intimiderende trusler mod seriøse medier, der konsekvent beskyldes for ’fake news’, når de påpeger Trumpadministrationens usandheder.
Almindelige normer og regler, der er nødvendige for at opretholde en form for social orden og international retsorden, opfattes øjensynligt som illegitime begrænsninger for Trumpadministrationens skamløse adfærd og realisering af egne, grænsende til megalomane planer; »Vi har brug for Grønland, så det skal vi nok få«.
Med en bemærkelsesværdig dominansadfærd forventes øjensynligt, at andre beundrer og underkaster sig MAGA-bevægelsens ’exceptionelle’ planer og deres konkrete udmøntning i en til tider kultlignende bevægelse, hvor store grupper finder sammen om og får en oplevelse af styrke via fælles identifikation med en karismatisk lederfigur og grandiose planer for, hvordan man kan genvinde stoltheden over at være amerikaner.
Alt sammen gruppeprocesser som potentielt kan hænge sammen med skam og narcissistisk sårbarhed over ikke at føle sig set og taget alvorligt, hvor genvunden stolthed psykologisk set kan være modgift til skam og narcissistisk sårbarhed.
Indtil videre kan udnævnelsen af ministre og højtstående embedsmænd – inklusive Musk som nutidens svar på Dirty Harry, der har udskiftet sin 44 Magnum med en motorsav – vidne om, at relevante faglige kompetencer ikke nødvendigvis har højeste prioritet.
Dette kan også forbindes med uhensigtsmæssige narcissistiske processer i den forstand, at loyalitet eller følgagtighed synes at blive sat over alt andet og kan betyde, at kvaliteten af den politisk-administrative ledelse i USA bliver dårligere.
Man indsætter øjensynligt primært personer som ukritisk tilslutter sig MAGA-bevægelsen i funktioner, som de ikke nødvendigvis har de faglige evner og personlige kvaliteter til at kunne varetage. I den udstrækning Trumpadministrationen med sine talrige store egoer måtte være præget af toksisk narcissistiske processer må vi forvente, at der over tid kan opstå massive indre konflikter og den samlede administrations evne til at fungere rationelt og optimalt vil falde markant, når der opstår uklarhed og uenighed om det interne hierarki – hvem der har overhånden (dominans) i forhold til hvem – eller nogen skulle begynde åbenlyst at betvivle Trumps næsten guddommelige status som MAGA-bevægelsens ubestridte og megalomane leder.
Vi har ikke grundlag for at vurdere, i hvilken udstrækning Trumpadministrationens adfærd primært er udtryk for en bevidst udtænkt strategi, hvor man har vurderet at en sådan ageren kan vinde valg – hvilket virkeligheden jo har bekræftet – og give dem gode kort på hånden i deres forsøg på at realisere Trumps MAGA-planer og USA’s igangværende opgør med resten af verden.
Eller er deres ageren snarere drevet af primitive psykologiske processer, herunder toksisk narcissisme ude af kontrol?
Trumps bog ’The art of the deal’ rummer måske elementer af en form for manual til at forstå dele af hans administrations adfærd, der i sine mere outrerede manifestationsformer også kan ses som udtryk for uhensigtsmæssig narcissisme. Med afsæt i, hvad der synes at være en lidt grandios selvopfattelse, skriver han hvordan han altid har tænkt stort og altid bliver ved og ved med at presse på, indtil han får, hvad han er ude efter: »Jeg er rigtig god ved mennesker, som er gode ved mig. Men når nogen behandler mig dårligt eller uretfærdigt eller forsøger at udnytte mig har jeg altid slået hårdt tilbage«.
Et udsagn som dette flugter med typisk grandios narcissistisk adfærd, hvor man reagerer med raseri og går hårdt til angreb, hvis man føler sig udnyttet eller andre ikke underkaster sig. Måske var det, hvad vi så i det ovale værelse, da Zelenskyj tillod sig at sige ham imod?
Det, mange nok opfattede som en respektløs ageren og krænkelse af en statsleder fra et svært krigshærget land, omtalte Trump umiddelbart efter som »sikkert fantastisk tv«.
En udtalelse der ikke umiddelbart vidner om den store følelsesmæssige empati og kan forstås i sammenhæng med, når han i ’The art of the deal’ beskriver, hvordan medierne altid er sultne efter en god historie: Hvis man laver en lille skandale eller opfører sig lidt kontroversielt, vil medierne dække dette massivt. Man får derved den opmærksomhed, man har behov for – og er god for ens muligheder for at få sin vilje i forhandlingssituationer.
Dette kan være en bevidst strategi men også være drevet af en udtalt trang til opmærksomhed, trang til vedvarende at være i centrum og optagethed af egne interesser og ’store visioner’ uden større blik for andre, hvilket kan ses i sammenhæng med narcissistisk ekshibitionisme.
Hvordan man bedst kan møde og håndtere toksisk narcissisme, hvis dette er på spil i Trumpadministrationen, er et større spørgsmål. Som beskrevet i min bog om narcissisme ved vi en del om, hvordan dette gøres i det terapeutiske rum. I hvilken udstrækning dette kan overføres på, hvordan man kan møde Trumpadministrationens ageren er et lidt større og mere komplekst spørgsmål.
Men måske det er vigtigt at overveje, hvis vi skal mindske risikoen for eskalerende verdensomspændende konflikter? Og her skal vi huske, at traditionel rationalitet ikke rækker i forståelsen af toksisk narcissistisk ageren.
fortsæt med at læse
